Navigation Navigation

Breadcrumb Breadcrumb

Web Content Display Web Content Display

Sundhedstjek

Sundhedstjek kan opspore astma og allergi

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er netop kommet med et udspil om sundhedstjek til danskerne for at opspore sygdomme og behandle dem hurtigst muligt. Han udtaler, at det nu skal være slut med blot at snakke om ulighed. Nu skal der gøres noget ved det.

Det er gode toner set med astma-allergi briller. Det er nemlig meget tiltrængt med et løft på dette område og med en indsats, der tidligt stiller diagnosen astma og allergi og dermed hurtigt sætter ind med behandling.

 

Over en million danskere lider af astma og allergi, og antallet af ramte stiger eksplosivt.  Dertil kommer, at mange går rundt med symptomer på astma og allergi uden at vide, at de har sygdommene.

Det koster samfundet milliarder i sundhedsbudgetterne, på sociale udgifter, til omskoling og i sygedage. Desuden koster det i livskvalitet for de ramte. Astma-Allergi er et sygdomsområde, hvor over en million mennesker vil kunne mærke en styrket indsats.

Astma og allergi rammer i alle aldre og i alle samfundslag. Alligevel viser dansk forskning, at der også på dette område er social slagside. En undersøgelse fra Syddansk Universitet har fx påvist, at de samlede ekstraudgifter for astmatikere 20-44 år er 2,6 milliarder kroner om året. Heraf er kun omkring en femtedel sundhedsudgifter. Resten af beløbet er produktionstab for virksomheder med udgifter til sygedage og sociale pensioner.

Alene disse tal viser en ufattelig situation med et sygdomsområde, der ikke alene forringer livskvaliteten for en stor gruppe mennesker. Det koster også samfundet virkelig store summer.

Det kan vi gøre bedre.

Vi ved fra vores erfaring fra vores rådgivningstjeneste og gennem anden kontakt med patienter, at det ikke er lige let for alle at sætte ord på sygdomme og symptomer. De ressourcestærke kan formulere sig, så lægen får den idé, at der skal undersøges for astma og allergi. De knap så ressourcestærke har sværere ved at trænge igennem, og vi ser også ofte, at de gennem år med symptomer har vænnet sig til at leve med en allergi eller med dårlig lungefunktion og derfor ikke selv er opmærksomme på dem.

Det kan et sundhedstjek rette op på.

Og brugen af teknologi og dataindsamling vil på astma-allergi området kun være en hjælp. Her kan data fx give lægen ideen til, at en børneundersøgelse også skal omfatte en undersøgelse for astma. Det kan være, hvis data viser, at både mor og far har astma og der derfor er stor risiko for, at barnet har arvet tilbøjeligheden til også at få astma.

Vi siger derfor velkommen til det nye udspil om sundhedstjek. Det er dejligt, at der nu ikke længere blot skal snakkes om de sygdomme, dersom astma og allergi ofte er usynlige.  Nu skal der også gøres noget. Vi glæder os til at høre næste skridt. Dvs. ikke om, hvad der skal gøres, men om hvad der allerede er gjort.

Læserbrev fra Thorkil Kjær, Direktør i Astma-Allergi Danmark