I august 2008 (d. 30.) er der vi familiedag om peanutallergi på Christiansminde i Svendborg. Kom med dit barn og få den tryghed, der kommer af at vide, at I begge er klædt på til en god og sikker hverdag med peanutallergi.
Et barn eller en ung med peanutallergi i familien betyder mange praktiske hensyn og bekymringer. Brug en dag sammen med dygtige eksperter og andre peanutfamilier på at sætte fokus på allergien og dens betydning i hverdagen.
Bliv klædt på
Hovedparten af dagens undervisning og diskussioner foregår forældre og børn hver for sig. Børnene vil evt. blive opdelt efter alder. Alle vil blive klædt grundigt på med viden, tips og råd om bl.a. krydsreaktioner, varedeklarationer, at spise ude, hvilke symptomer, man skal reagerer på, medicin og naturligvis epi-pennen.
Lær at gi’ slip
Hvordan du som forældre lærer at give slip og give ansvar videre til den unge, vil psykolog Merete Reimer Jensen diskutere med forældregruppen. Med børnene og de unge vil hun sætte fokus på de tanker, man rumsterer med, når man er barn og teenager med peanutallergi, og hvordan man får modet til at bevæge sig ud i livet på egen hånd.
Familiedagen er gratis for medlemmer af Astma-Allergi Danmark