Navigation Navigation

Brødkrumme Brødkrumme

Indholdsaggregater Indholdsaggregater

Vicki Berlin var et hvepsestik fra at dø

 

d. 10.09.2014: Hvad der skulle have været en hyggeligt gåtur med hunden Walter endte med en dramatisk tur på hospitalet. Et hårdtstikkende møde med en lille hveps var tæt på at slå den 36-årige revyskuespiller Vicki Berlin ihjel.


Man kender bedst skuespiller Vicki Berlin som en person, der laver masser af skæg og spas, fx i Cirkusrevyen på Bakken, hvor Foto: David Askholmhun gennem hele sommeren har udfoldet sit komiske talent for tusindvis af glade danskere. Derfor er det også noget overraskende, at hun – ifølge hende selv – kan blive både pigehysterisk og virkelig bange, når en hveps sværmer om hende. Den 36-årige skuespiller er nemlig så allergisk over for hvepse, at det lille gul- og sortstribede insekt for tre år siden var ved at tage livet af hende. Sådan helt bogstavelig talt.

Hun var ude og gå med sin rolige bassethund Walter, da han pludselig forsvinder ind i et buskads. Kort efter piber han, løber forvildet rundt og ruller sig i græsset.  

-Jeg blev både viklet ind i hundesnor og buskads og fandt hurtigt ud af, at der var et hvepsebo i jorden. Jeg kunne også godt mærke, at jeg selv blev stukket i forsøget på at redde min hund. Da vi endelig slap væk fra hvepsene, ringede jeg helt hysterisk til vores dyrlæge og sagde, at jeg ville komme ind med Walter, fordi han var blevet stukket mindst 6-7 gange.

Dyrlægen giver Walter antihistamintabletten Alnok, kigger på Vicki og konstaterer, at hun også hellere på må få en. Og den tablet har muligvis reddet Vicki Berlins liv, fortæller en skadestuelæge hende senere.

Kunne ikke se ud af øjnene

Fra dyrlægen og hjem til lejligheden begynder hendes øjne at hæve, ørerne lukker til, hovedet føles mærkeligt og på låret, hvor hun er stukket, har hun et rødt mærke på størrelse med en tallerken. Hun ringer til sin læge, men får kun fat i en klinikassistent, som anbefaler hende at tage direkte på skadestuen.

- Min mand Nikolaj var ude og rejse, og jeg var på det tidspunkt så mærkelig til mode og forvirret, at jeg ikke kunne overskue, hvad jeg skulle gøre af min stakkels hund, så i stedet for at tage på skadestuen, tog jeg hjem i vores lejlighed. Her ringer jeg til min søster og fortæller, hvad der er sket, og hun fornemmer hurtigt at jeg må på hospitalet.

Vicki selv har mest fokus på sin hund, og at hun ikke føler hun kan efterlade ham alene hjemme. Søsteren får hende dog overbevist om, at hun skal blive hængende i røret, mens hun ringer efter en taxa, som kan køre Vicki til hospitalet med det samme.

-Da jeg kort efter ankommer til skadestuen, kan jeg næsten ikke se ud af øjnene, men jeg får alligevel læst på et skilt, at man skal sætte sig ned og vente med sit sygesikringskort. Så det gør. En dame ved siden af mig spørger, om jeg er okay, og jeg får vist sagt, at jeg ikke så godt kan trække vejret. Herfra går det stærkt. Damen slår alarm, og lægerne flår mig nærmest ind på en stue, hvor de lægger drop på mig, giver mig maske på, og stikker mig en masse gange.

Forløbet der følger er sløret, men da Vicki kommer til bevidsthed, står en læge ved hendes seng. Han forklarer hende, at det, der er sket er alvorligt, og at hun må blive på hospitalet natten over. Endnu engang med tanke på sin hund, svarer Vicki lidt kækt: "Nej, indlæggelser på hospitaler, det har jeg aldrig brugt, jeg skal hjem til min hund."

Antihistaminen købte mig tid

Det bliver dog som lægen har sagt. Vicki Berlin må pænt blive på hospitalet, hvor hun bliver tjekket hver tredje time. Det giver hende god tid til at reflektere over dagens begivenheder.

-Det var først da jeg lå dér i hospitalssengen, at det ramte mig: Jeg har været et hvepsestik fra at dø. Lægen fortalte mig, at jeg skulle sige pænt tak til dyrlægen og min søster, når jeg kom hjem. Dyrlægen for den antihistamintablet jeg fik, som købte mig tid til at nå på hospitalet, inden jeg gik i anafylaktisk shock, og min søster for at få mig på hospitalet. Begge dele har reddet mit liv, fortæller Vicki Berlin, og blikket bliver mere alvorligt.

-Efter lægen var gået, begyndte jeg at tude, og sygeplejersken stod der med en hånd på min arm og forsøgte at trøste mig. Det var så pinligt og grænseoverskridende at belemre hende med det, men jeg kunne ikke styre det. Det gjorde godt nok nalle, da jeg blev stukket, men jeg havde ikke et øjeblik tænkt på, at det var så alvorligt, at jeg kunne være død af det, siger Vicki Berlin, der blev udskrevet efter et døgns indlæggelse.

I årene efter gik hun fast med en adrenalinpen på sig i tilfælde af, at hun skulle blive stukket af en hveps igen. Hun startede også i immunterapi, og er gennem de sidste tre år blevet injiceret med hvepsegift i små doser, så hun – forhåbentlig – ikke reagerer med allergisk shock, næste gang hun kommer op og slås med en hveps.¤

Om Vicki Berlin

  • Født 16. november 1977
  • Skuespiller
  • Aktuel i Cirkusrevyen på Bakken
  • Gift med filminstruktør Nikolaj Tarp
  • Hundemor til Walter, en bassetthund på 5 ½ år, og til den ruhårede miniature gravhund Gustav på 3 år, som betyder alt for hende.
  • Blev kåret som årets revykunstner i 2011
  • Blev nr. 2 i Vild med dans 2007 sammen med danser Steen Lund
  • Har desuden bl.a. medvirket i: showet City Singler, musicalen Grease, DM i stand-up i 2002 og i comedyshowet "Live fra Bremen på TV 2".

 

 


Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

STØT VORES ARBEJDE
Det er gratis at få hjælp hos Astma-Allergi Danmark. Støt derfor gerne vores arbejde.
DIT BIDRAG
BLIV MEDLEM
Det koster kun 225 kr. om året.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning