Navigation Navigation

Brødkrumme Brødkrumme

Indholdsaggregater Indholdsaggregater

Pas på din sommerhud - og på dig selv

d. 10.07.2015: Sommertid med sol og saltvand kan være lindrende og give en tiltrængt pause for eksemhud. Men for nogle kan den varme og fugtige årstid også være en udfordring både fysisk og psykisk, fortæller professor i hudsygdomme Lone Skov fra Gentofte Hospital.
 
Sommeren kan  byde på udfordringer, hvis man lider af enten atopisk eksem (også kendt som børneeksem) eller har eksem som følge af kontaktallergi. Og er huden ikke i ro, når sæsonen begynder, kan sommeren faktisk gøre mere skade end gavn.

– Som regel har eksemet det bedre om sommeren, og for en stor del af dem 
med atopisk eksem har solen en god effekt. Men får man sol eller saltvand på en hud, der i forvejen er irriteret og klør, fx fordi man sveder mere, og det er varmt hele tiden, kan det være årsag til en forværring, fortæller Lone Skov, som er professor i hudsygdomme på Gentofte Hospital. 
 
Eksemet kan også blusse op, hvis man samtidig har allergi over for fx pollen, der altid topper i sommerperioden. Derudover kan også solcreme irritere huden hos eksempatienter.
 
– Med sart hud er man meget følsom over for alt, hvad huden udsættes for, og nogle solcremer er så lukkende og vandfaste, at huden hos især folk med atopisk eksem kan blive irriteret. Så hvis man i forvejen sveder og har fedtet hud, kan solcreme irritere ekstra meget, siger Lone Skov.
 
Hun oplever, at det for nogle kan være en afvejning, om man skal smøre sig med solcreme eller ej. Derudover kan det koste mange penge, fordi man skal teste mange forskellige cremer, før man finder den rigtige. Lone Skov understreger dog, at man altid skal huske solbeskyttelsen, og at det kan betale sig at bruge lidt tid på at finde en solcreme, der passer til ens hud. Samtidig skal man selvfølgelig huske at trække ind i skyggen, når solen står højest på himlen.
 

Eksemet kan påvirke livskvaliteten
Ud over de fysiske udfordringer, der kan opstå om sommeren, kan både atopisk eksem og kontaktallergi også have en negativ påvirkning på hverdagen og ens psykiske velbefindende. For sommervarmen er ofte lig med shorts og bare arme – men har man eksem, har man måske ikke lyst til at vise sin hud frem. Så vil man hellere dække sig til, og det kan være begrænsende for nogle, vurderer Lone Skov, der igennem mange år har fulgt både børn og voksne i lange behandlingsforløb. For atopikerne kan det også være et problem, hvis man sveder og gerne vil dyrke motion, fx spille fodbold med vennerne, da det i mange tilfælde vil trigge eksemet.
 
– Folk med eksem er ofte begrænset i deres handlemuligheder, og derudover kan eksemet også påvirke livkvaliteten. Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget udseendet betyder for den enkelte, men for nogle har det stor indflydelse på deres velbefindende. Det gælder fx teenagere, eller hvis man har et meget udadvendt job, vurderer Lone Skov og fortsætter:
 

– Det er jo helt normalt at tænke over, hvordan man tager sig ud, når man møder andre mennesker. Så er det lige meget, om det er fordi, man har en uheldig frisure eller på grund af eksem – det kan fylde rigtig meget i hovedet.
 
Derudover er det altid en belastning af have en kronisk sygdom, fordi man aldrig kan slippe for behandlingen, påpeger Lone Skov. Lige meget om det er sommer eller vinter, er man er nødt til at smøre sig ind. Det kan være irriterende, fordi det klistrer og huden kan koge op, når man får for fed creme på. Alt det kan være svært for andre at forstå, og den manglende forståelse kan være endnu en udfordring.
 
Vær forberedt på sommeren

Det bedste råd, Lone Skov kan give, er, at man skal forsøge at behandle eksemet så meget som muligt. For jo mere styr, man har på det, jo mindre kommer det også til fylde både fysisk og psykisk.
 
– Det handler om at få behandlingen til at passe ind hverdagen, selvom det er irriterende og anstrengende. Men det er svært, fordi det tager tid – og det er fedtet og koster penge.

Og sommerperioden betyder ikke, at man bare kan holde fri fra sin behandling, understreger Lone Skov. For selvom mange har det bedre, kan det også nemt gå den anden vej. Derfor er det vigtigt at forberede sig på sommeren:
 
– Pludselig sol og varme er ikke godt, hvis huden i forvejen er sart og irriteret. Så kan man ikke styre det, og risikoen for infektion i eksemet bliver større. Man skal altså behandle huden så godt som muligt, så huden er i ro. På den måde er man bedre rustet til at møde sommerens udfordringer, og så kan sol og saltvand være en hjælp. Men man kan ikke bare læne sig tilbage og passivt vente på, at sommeren kommer en til undsætning – man skal være proaktiv. Så det går i den rigtige retning.
 
Hudlæge Lone Skovs råd
• Skyl dig altid efter hav- og klorbad.
• Frottér dig tør efter svømmeturen – på den måde absorberer håndklædet saltet eller kloren i stedet for huden.
• Vær opmærksom på, at sol kan gavne eksemet, men for meget sol kan gøre skade, hvis din hud i forvejen er irriteret.
• Find den rette solcreme med en fedtprocent, der passer dig – og husk at bruge den.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Tilmeld nyhedsbrev

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

STØT VORES ARBEJDE
Det er gratis at få hjælp hos Astma-Allergi Danmark. Støt derfor gerne vores arbejde.
DIT BIDRAG
BLIV MEDLEM
Det koster kun 225 kr. om året.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning