Navigation Navigation

Brødkrumme Brødkrumme

Indholdsaggregater Indholdsaggregater

Astma-Allergi Danmark priktester Folkemødet

Millioner af sygedage

Astma-Allergi Danmarks analyser*) giver et billede af, hvor mange sygedage allergi egentlig koster. Alene pollenallergi kostede i 2014 266.000 sygedage og 2,3 millioner ineffektive arbejdsdage. Det svarer til anslået 4.800 årsværk – hvor alene lønudgiften udgør op mod 2,5 milliarder kroner**). Hertil skal vi lægge øvrige arbejdsgiverudgifter og tabt produktion. 

Allergi er særligt udfordrende for cirka hver femte allergiker. Fx er 18 % af pollenallergikerne gået syg på arbejde i flere end 10 dage på grund af deres allergi i pollensæsonen 2014. Og flere end hver tredje pollenallergiker er ”en del” eller ”meget” generet af deres pollenallergi i sæsonen. Det svarer til 375.000 voksne danskere. Det er kun gode grunde til at forbedre både sundhedsvæsenets beredskab og den fælles indsats mod allergi.
 
- Allergi er et demokratisk problem! Det er det, fordi hver fjerde døjer med allergi. Fordi så mange er uden diagnose. Og fordi vi ser, at så mange må melde sig syge eller gå syge på arbejde på grund af deres allergi. Vi skylder danskerne at gøre det her bedre. Hvis flere fik en udredning og en korrekt diagnose, kunne vi sikre, at endnu flere fik en ordentligt tilrettelagt behandling. Det vil spare os alle sammen for mange penge. Og allergikerne for sygdom og bekymring, siger Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.
 

Her priktester vi

ALLERGIKARAVEN er Astma-Allergi Danmarks mobile testevent. Vi sætter fokus på retten til at få en diagnose, hvis du har mistanke om, at du har allergi. Helt konkret tilbyder vi priktest og rådgivning. Det gør vi tre steder under Folkemødet:

  • Fredag den 17. juni kl. 10.00 – 12.00 hos SundhedsParlamentet på hjørnet af Havnegade/Brogade i Allinge. D7 på Folkemødets stadekort.
  • Fredag den 17. juni kl. 13.00 – 15.00 på Altingets Folkescene i Vinkelstræde 2. K35 på Folkemødets stadekort.
  • Lørdag den 18. juni kl. 14.45 – 16.45 i Strandvejens Mødetelt ved Cirkuspladsen. A44 på Folkemødets stadekort.
 

Vi udfordrer de ansvarlige

På Folkemødet udfordrer vi også de ansvarlige for at få bedre svar på, hvordan vi håndterer allergi. Er alle fx klar over, hvor meget allergi koster, og hvem der betaler? Hvilke omkostninger livet uden diagnose har for mange allergikere? Og hvad patienterne skal gøre, når allergispecialet er blevet nedlagt, og vi risikerer katastrofal mangel på specialister? Vær med, når vi søger svar på spørgsmålene fra:

  • Liselott Blixt (DF), formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget
  • Annemette Alstrup, formand for de Praktiserende Lægers Organisation i Region Nordjylland
  • Anne-Marie Røge Krag, chefkonsulent i Dansk Erhverv
  • Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.
Debatten foregår:
  • Lørdag den 18. juni kl. 10.00 – 11.00 i Operates telt ved Allinge Røgeri. F6 på Folkemødets stadekort.

Baggrund

Vi anbefaler kun priktest, hvis personen har symptomer på fx høfeber, astma eller andet. Man må ikke have taget antihistamin tre dage før test. Vi opfordrer alle, der har symptomer på allergisk sygdom og har mistanke om, at de lider af allergi, og ikke selv når at blive testet ved Folkemødet til at tage kontakt til deres egen læge.

ALK Nordic er samarbejdspartner og bidrager blandt andet til, at speciallæger og udstyr er til rådighed for Allergikaravanen.

Note*) Astma-Allergi Danmark 2015, Befolkningsundersøgelse, ”Pollenallergi, undersøgelse af gener, behandling og livskvalitet”.

Note**) Danmarks Statistik 2013, ”Befolkningens løn”, gennemsnitslønnen for lønmodtagere beregnes til kr. 39.000,- om måneden.


Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

STØT VORES ARBEJDE
Det er gratis at få hjælp hos Astma-Allergi Danmark. Støt derfor gerne vores arbejde.
DIT BIDRAG
BLIV MEDLEM
Det koster kun 225 kr. om året.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning